Havnepatruljering langs Islands Brygge – og havnen rundt

Politiet patruljerer til søs. Foto: Københavns Politi

Af Anders Bo Petersen

 

Så snart temperaturen kommer lidt i vejret og solen titter frem, så bliver der liv på vandet i Københavns havn – særligt i området omkring Islands Bygges populære havnepark. Erfaringsmæssigt kalder det også på patruljering til søs. Derfor har politiet igen skudt årets havneindsats i gang, skriver Københavns Politi i en email til Lokalavisen Havnefronten og vedlægger et citat fra en af deres havnebetjente:

”Vi vil i hele sommerhalvåret være til stede i havnen for at sørge for sikkerheden, da vi gerne vil have, at det er trygt og sikkert for alle at færdes i havnen,” siger Mads fra nærpolitiet.

I pressehenvendelsen fra politiet hedder det videre, at ”når man opholder sig i havnen, er det vigtigt at passe på sig selv og andre – samt at overholde reglerne i havnen”. Dem oplister politiet således:

 

Her er reglerne

Du må højst sejle 6 knob i hovedløbet og 4 knob i kanalerne. Du må ikke sejle på vandscooter, jetski, kitesurfing, windsurfing og lignende, da de enten er for hurtige eller svære at navigere og kan blive til fare for andre i havnen. Du må kun afspille forstærket musik i dagtimerne fra kl. 07-22, så natteroen sikres for dem, der bor langs havnen, og endelig at det kun er tilladt at bade i havnens afmærkede badesteder, hvor der er skilte med ’badning tilladt’. Overtrædes reglerne, kan man få en bøde.

Især reglerne omkring forstærket musik – typisk soundbokse – har været en kilde til enorm irritation på Islands Brygge. En eksplosion i spontan-fester sommeren igennem var et hedt emne – også i Havnefronten.

 

Kun badning ved badesteder

Det sidste bliver nok lettere problematisk for politiet at leve op til. Langs hele Københavns havn bades flittigt uden for badezonerne – af såvel børn som voksen, af unge som gamle.

Politiet insisterer dog på, at der er gode grunde til, at man kun skal bade i de afmærkede badesteder.

”Ved badestederne er der ingen trafik, så man er i sikkerhed for havnebusser og både. Selvom det er nemt for dig, der bader at se havnebussen eller kanalrundfarten, så er det altså svært for dem at se dig i vandoverfladen, og det skaber farlige situationer,” siger Mads. Desuden bliver vandkvaliteten ikke målt uden for de afmærkede badesteder.  Der er 10 badesteder i Københavns Havn, hvor det er tilladt at bade. Du kan finde dem på Københavns Kommunes hjemmeside.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*