Græsplet på Sluseholmen årsag til fortsat strid

Af Jesper Schou Hansen

 

I et forsøg på at holde hunde fra at besørge på græsset foran byggeriet Metropolis på Sluseholmen, har ejerforeningen opsat et lille 60 cm højt hegn. Det forhindrer hundene i at løbe ind og besørge på græsset, mens mennesker forholdsvis let kan træde ind over hegnet – eller benytte lågen.

Men det med et hegn – den går bare ikke. For det er ikke tilladt at indhegne områder, som skal være offentligt tilgængelige – og nu vender kommunen også tommelfingeren ned af for at dispensere fra reglerne.

Til gengæld viser et notat fra Københavns Kommune, at der er mulighed for, at noget af hegnet kan blive stående, som en slags ”markering” af hvor det grønne areal starter. Og det vækker glæde hos bestyrelsesmedlem Søren Danielsen fra ejerforeningen Metropolis, der dog ærgrer sig over, at sagen har udviklet sig så bøvlet.

 

Folk er velkomne

”Vores ønske er jo ikke at holde nogen væk, og at det ikke er offentligt tilgængeligt. Faktisk er ønsket det stik modsatte. Nemlig at det er tilgængeligt og man kan bruge de grønne områder. Men det kan man jo ikke, når nogle få – ikke særlig hensigtsfulde – hundeejere bare har ladet deres hunde besørge, som var det et stort hunde-toilet. For så kan det jo ikke bruges af andre”, konstaterer han.

Foreløbig har foreningen fået dispensation for tidsfristen for at fjerne hegnet, mens en løsning bliver fundet. For i Københavns Kommune erkender man også, at foreningen har haft de bedste intentioner med hegnet. I et notat om sagen roses lokale kræfter helt ekstraordinært for ”at forsøge at løfte kvaliteten af de grønne øer”.

”Det indhegnede område har været en stor succes. Her har forældre kunne komme med deres små børn uden at være bekymrede for, at de faldt i vandet”, siger Søren Danielsen. For at gøre området endnu mere attraktivt, som alt andet end et hundetoilet, bliver der nu også opsat bænke.

 

Levende hegn?

”Der er otte bænke på vej, og de kommer op snarest. Så kan man også nyde området, mens man sidder ned”, siger Søren Danielsen.

Han fortæller om en langstrakt dialog med Københavns Kommune, et besøgt af Gorm Gunnarsen fra Enhedslisten, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget – og at de gerne vil have flere politikere ud at se området.

”Vi forstår godt, hvad kommunen skriver, når de siger, at de ikke ønsker at danne præcedens for at andre også kan få dispensation til at afspærre et område. Men vi synes jo netop, at vi gør det modsatte. Vi inviterer folk inden for”, siger Søren Danielsen.

Ejerforeningen Metropolis har også overvejet, om det 60 cm lille trådhegn kunne udskiftes med en grøn hæk i stedet. Men det går heller ikke.

”En grøn hæk vil ifølge forvaltningen også blive betragtet som en indhegning, så den mulighed findes heller ikke. Så lige nu synes forvaltningen, at bedste mulighed er, at tage noget af hegnet ned”, fortæller Søren Danielsen.

 

Sæt skilt op

Københavns Kommune har også foreslået, at der sættes skilt op, om at hunde ikke må besørge på græsset. En model Søren Danielsen ikke har den store fidus til. Ifølge ham vil de typer, der lader deres hunde bruge græsset som hundetoilet, næppe respekterer et forbudsskilt.

Lokalavisen Havnefronten har tidligere spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen. Dengang forventede man, at det ville være løst i slutningen af sidste år ”eller i begyndelsen af januar”. Det er ikke sket.

Ejerforeningen for Metropolis har i øvrigt anlagt en petanquebane til alles afbenyttelse på en af de fem plæner, ligesom foreningen nu gør alvor af planerne om at opsætte bænke inde på de pt. indhegnede områder.

Metropolis’ ejere drifter også området og betaler således både ejendomsskatter og vedligehold af området, som altså har offentlig adgang.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*