Forsinkelse af havnebusser vækker irritation

Af Jesper Schou Hansen

 

Først var de nye el-havnebusser forsinket. Nu er det selve stoppestederne, der er forsinket – for du kan ikke fra næste måned tage havnebussen fra de ellers planlagte nye stoppesteder på Islands Brygge, Enghave Brygge eller Nordhavn. De er nemlig slet ikke klar og der går mindst tre måneder endnu. Imens vokser den frustrationen over den manglende fremdrift.

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen forklarer man den seneste forsinkelse med, at den oprindelige tidsplan ikke havde taget højde for myndighedsbehandlingen, herunder de frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår med de berørte grundejere. De har skulle sige ja til, at der kom stoppesteder til havnebusserne.

Det har de gjort nu – og der er indgået frivillige aftaler med grundejerne om det, der i fagsprog kaldes ”offentlig adgang fra havnebusstoppested til offentlig vej”.

Derefter skulle anlægsprojektet behandles hos Trafikstyrelsen. Der var færdig ultimo marts 2021. Efter byggetilladelsen er givet, vil der gå cirka seks måneder før stoppestederne er etableret.

Frustrerende

De konservatives Jakob Næsager er blandt de politikere på rådhuset, der har skubbet på, for at få flere stoppesteder – og han er ikke imponeret.

”Først var selve havnebusserne forsinket. Nu er stoppestederne forsinket. Man har jo vidst, at de ville komme. Så man burde for længst have lavet dem færdige. Det er jo ikke nyt eksperimentelt byggeri. De er magen til de andre stoppesteder. Jeg er ikke imponeret over styring i det her”, siger Jakob Næsager og peger på, at byggerier styret af både Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen – de to enheder, der står for byggerier i Københavns Kommune – ofte er forsinkede.

Socialdemokratiets politiske ordfører Jonas Bjørn er ligeledes ked af forsinkelsen. ”Nu skal vi bare have lavet de her stoppesteder færdige. Københavnerne har taget havnebusserne til sig og vi har skiftet til strøm. Nu skal flere have mulighed for at bruge dem”, siger Jonas Bjørn (S).

Magen til de gamle

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen bekræfter man, at de kommende stoppesteder ligner de gamle.

”De nye havnebusstoppesteder i den sydlige del af havnen (Islands Brygge og Enghave Brygge) udformes som de eksisterende havnebusstoppesteder og bliver bygget på Refshaleøen, hvor selve pontonerne bliver støbt og får beklædning samt rækværk på. Pontonerne med beklædning og rækværk bliver derefter sejlet ind gennem havnen til deres placering på hhv. Enghave Brygge ved Christian Lange Plads og Islands Brygge nord for Fremtidens Kanal. Placeringen af stoppestederne er besluttet i samråd med de lokale ejerforeninger og grundejerforeninger på Enghave Brygge og Islands Brygge”, oplyser forvaltningen.

Når etableringen af havnebusstoppestederne er afsluttet i efteråret 2021, afleveres havnebusstoppestederne til Movia, som dernæst går i gang med testsejlads forud for ibrugtagelse. Der er afsat 10 millioner kroner til projektet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*