Engholmene får frisør- og velværesalon

Alexandra Mankelevice rykker sin salon fra Vesterbro ned i en af byens nye trendy bydele – Engholmene.

Tekst og foto: Mikkel Bækgaard

Til sommer får Engholmene sin egen frisør- og velværesalon, når Alexandra Mankelevice ca. 1. juni slår dørene op til sin nye salon. Så kan beboerne blive klippet i lokalområdet, ligesom de kan glæde sig til velvære- og skønhedsbehandlinger – ja, og måske også en kop friskbrygget kaffe med et stykke kage til.

Coronahåret får det lidt nemmere på Engholmene, når sommeren nærmer sig. Ikke kun fordi frisørerne generelt sandsynligvis så må holde åbent, men også fordi det nybyggede boligområde får sin egen frisørsalon. Her regner Alexandra Mankelevice nemlig med, at hendes nye salon på Willy Brandt Vej 21 er klar til at slå dørene op og byde de lokale indenfor til en tur under saksen.

“Der er en masse muligheder herude, og jeg glæder mig virkelig meget til at åbne. Lige nu er håndværkerne i gang med lokalerne, men omkring 1. juni glæder jeg mig til at byde indenfor i salonen. Her bliver god plads med ca. 100 m2 og en terrasse ud til vandet,” siger Alexandra Mankelevice, da Havnefronten mødes med hende udenfor lokalerne en regnvåd eftermiddag.

 

Vil også gerne servere kaffe og kage

Det er en erfaren frisør, der til sommer sætter saksen i håret på beboerne på Engholmene. De sidste ti år har Alexandra Mankelevice drevet frisørsalon på Vesterbro, men hun ser nu frem til at rykke sin salon tættere på vandet og sin egen bolig et stenkast herfra.

“Jeg bor selv tæt herpå, og samtidig er der mange muligheder her, som jeg ikke har haft på Vesterbro. Her er mere plads, og jeg vil  virkelig gerne give kunderne og de lokale en mulighed for at kigge indenfor og bare slappe rigtigt meget af. Ud over at man kommer til at kunne få en klipning, tilbyder jeg også makeup, skønhedsbehandlinger og masser af velvære. Og så regner jeg med, at man også kan kigge ind og købe en kop kaffe og måske et stykke kage, som man så måske kan nyde ude på den skønne terrasse ud til vandet,” fortæller hun.

 

Område i udvikling

I øjeblikket vokser Engholmene i takt med, at boligbyggerierne bliver færdige. Lokalbolig har også meldt deres ankomst med en forretning kombineret med muligheden for at få en kop kaffe i caféen samme sted.

Engholmene har planer om  et maritimt miljø, som også kendes fra især Sluseholmen, hvor områdets kanaler byder på plads til kajakroere og badegæster, ligesom området får metrostation fra 2024 samt anløbsplads for de gule eldrevne havnebusser fra Movia.

Området finder du tæt på Fisketorvet og bag det store røde Ørstedsværket. Det er overvejende NPV, der udvikler området med boliger.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*