Endnu en dyppezone i Københavns havn

Billedtekst: Et nyt – denne gang firkantet – havnebad er klart. De kaldes for dyppezoner. Foto: Københavns Kommune.

Af Anders Bo Petersen

 

Er vinterbadning noget for dig? Så er der gode nyheder, for nu står ”dyppezone” nummer to klar til alle badeglade – så de ekstra friske kan tage en kold dukkert allerede nu.

Dyppezone nummer to har fundet vej til Kalvebod Bølge, og den er bygget efter samme koncept som den første dyppezone, der åbnede tidligere på efteråret, men ser alligevel anderledes ud. Hvor den første dyppezone er ottekantet, er den nye rektangulær og har et større bassin.

De nye badesteder giver ”sikker badning” i havnen, hvor det er forbudt at bade uden for de etablerede badeanlæg. Det skyldes risikoen for påsejling fra havnens mange andre brugere.

I tilfældet med dyppezonerne, så er det forholdsvis små og mobile anlæg, der i modsætning til flere andre anlæg er åbne om vinteren. Deres justerbare bund gør dem særligt velegnede til vinterbadning, så københavnere med hang til kolde dyp kan tage dem i brug allerede nu.

 

Bytter plads

Den mobile dyppezone placeres i første omgang i badezonen ved Kalvebod Bølge. Der lå den første dyppezone også, men den blev tidligere på fredagen sejlet til badezonen ved Sandkaj. Som udgangspunkt vil begge dyppezoner blive placeret i havnens eksisterende badezoner, men de kan flyttes rundt efter behov.

Dyppezonerne er åbne, men der henstilles til, at brugere af faciliteterne overholder gældende retningslinjer for at hindre spredning af coronasmitte.

 

 

 

Hvad er en dyppezone?

En dyppezone er en lille mobil badezone. De kan om sommeren bruges som badeøer eller som midlertidige badezoner til f.eks. events. Om vinteren kan de bruges til vinterbadning. Bassinerne har bund, hvilket gør dem særligt velegnede.

Den nye dyppezone er en firkantet konstruktion på 8 x 10 meter med et bassin på
6 x 4 meter og en bund med justerbar dybde på 60-120 cm.

Den første dyppezone åbnede i oktober 2020. Midler til dyppezonerne blev afsat i forbindelse med den såkaldte overførselssag i foråret, hvor partierne bag Budget 2020 på Københavns Rådhus fordelte overskydende midler fra 2019.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*