Detailplanlægning i gang for busterminal ved Dybbølsbro

Af Jesper Schou Hansen

 

Midt i 2021 skulle arbejdet med den nye fjernbusterminal mellem Dybbølsbro og Fisketorvet begynde – og i slutningen af 2022 skal den åbne. Skal det nås, så har planlæggerne i Vejdirektoratet rigtig travlt. Men de er i gang med dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen. Det bekræfter man på Københavns Rådhus overfor Lokalavisen Havnefronten.

Ifølge forvaltningen så betyder placeringen i et meget blandet bymiljø med Ikea varehus, hotel, ungdomsboliger, boliger, skole mv., at den nye fjernbusterminal skal tage særligt hensyn, når det gælder støj. Ikke at trafikstøjen fra busserne er voldsommere end den øvrige trafikstøj i området, der tæller jernbanen, metro og vejtrafikken fra Ring 2, men fordi støjen fra busser karakteriseres som ”virksomhedsstøj” fra det øjeblik, de ruller ind på busterminalområdet, til det øjeblik de forlader det igen.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er der ”en arbejdsgruppe bestående af Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, Teknik- og Miljøforvaltning og Vejdirektoratet med deres rådgivere for bordenden, som arbejder med at kortlægge hvilke foranstaltninger, der skal til, for at denne støj afskærmes tilstrækkeligt. Hvad og hvor meget støjafskærmning der er behov for, samt hvordan en evt. afskærmning kan udformes og placeres, udgør fundamentet for, hvordan det giver mening at designe de øvrige elementer, samt udgangspunktet for, hvilket byrum, der kan skabes på tværs af Carsten Niebuhrs Gade, og hermed også sammenhængen med det byggeri, som lokalplanen 551 og det kommende tillæg 1 hertil muliggør”, skriver forvaltningen i et skriftligt svar til Havnefronten.

 

Kommunen også ejer

Ud over at være myndighed, så er Københavns Kommune også kommende ejer af busterminalen. Derfor har ”Teknik- og Miljøforvaltningen været i dialog med Vejdirektoratet og deres rådgiver om byggesagsprocessen…..Desuden er forvaltningen kommet med input til blandt andet fokus på bæredygtighed, tilgængelighed, arkitektur og trafikafvikling. Dertil kommer, at forvaltningen varetager Københavns Kommunes interesser som kommende ejer af busterminalen i forbindelse med fremtidig drift og vedligehold”, skriver forvaltningen videre.

 

Staten løb fra regning

Det var forventningen, at staten skulle finansiere 40 millioner kroner – eller halvdelen af, hvad det koster at opføre en fjernbusterminal ved Dybbølsbro. Men sådan er det ikke kommet til at gå. Det er kun blevet til halvdelen. I stedet skal busoperatørerne så selv finansiere de 20 millioner kroner gennem øget brugerbetaling for at bruge terminalen. Imidlertid findes der ingen ”busoperatørvirksomhed”, som kan bidrage med 20 millioner her og nu til opførelsen. Så kommunen må lægge beløbet ud.

De penge bliver så opkrævet igen i form af ekstra brugerbetaling i en periode over ti år. Modellen er ikke fremmed i København. Eksempelvis er Bryggebroen opført med bidrag fra lokale grundejere, som også er indbetalt efterfølgende over en tiårig periode.

Varehuset kommer til at ligge lige over for den kommende fjernbusterminal, og derfor drøfter forvaltningen også i øjeblikket, hvordan de to ting bedst kommer til at leve side om side.

 

Mangler tegninger

Endnu har Vejdirektoratet ikke tegninger klar, som de kan dele. Men eftersom der på nabogrunden opføres en Ikea – og den har skullet gøre sig tanker om, hvordan en busterminal ville påvirke varehuset, så har tegnestuen Dorthe Mandrup Arkitekter måttet give et bud på, hvordan fjernbusterminalen vil se ud.

Den nye busterminal ved Dybbølsbro Station skal samle og betjene de cirka 1,4 millioner fjernbuspassagerer, der i dag stiger af og på fjernbusser i Ingerslevsgade ved DGI Byen, ved Valby Station og i Bernstorffsgade.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*