Danmarksekspeditionen til Grønland

Tekst og foto: Jette Ingerslev

En spadseretur på Langelinie forbinder mange mennesker sikkert med Gefionspringvandet udført af Anders Bundgaard, Den lille Havfrue af Edvard Erichsen og Den Genmodificerede Havfrue af Bjørn Nørgaard. Men der er mange andre skulpturer i dette område, blandt andet tæt på den nordlige mole af Langelinies Lystbådehavn.

Her findes – skjult af buske og småtræer – Mindestenen over Ludvig Mylius Erichsen, N.P. Høgh Hagen og Jørgen Brønlund – alle en del af Danmarksekspeditionen. Den er udført i 1912 af billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924).

 

Mindestenen

Mindestenen er én stor granitblok på ca. 2,5 x 1,5, x 2 m. Stenen har fået en lodret revne, men forhåbentligt er skaden ikke alvorlig. Flere mindre granitsten sikrer balancen. Den store sten blev fisket op af Flinterenden – den godt 15 km lange vandvej gennem Øresund mellem Saltholm og Skåne.

Stenen virker i sig selv tung og alvorlig. Overfladen er sleben glat. På forsiden er der udhugget et relief i hele stenens længde. Det viser de tre ekspeditionsdeltagere, der skubber bag på deres tungt lastede slæde for at aflaste trækhundene. Turen går opad og måske i modvind. Der bliver lagt mange kræfter i. Det virker, som om slæden og personerne kommer ud af granitblokken, mens hundene er ved at forsvinde – ud i snestorm eller ind i døden, der blev enden for dem alle.

Kai Nielsen satte selv ord på værket: ”Hele billedet forsvinder ind i Stoffet, som de tre mænd og deres Hunde gled ind i Døden”.

På bagsiden af stenen er det sidste citat fra Jørgen Brøndlunds dagbog med den alvorlige sætning: ”Omkom 79 Fjorden efter Forsøg Hjemrejse over Indlandsisen i November Måned. Jeg kommer hertil i Måneskin og kunde ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2 ½ Mil). Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 dage efter.”

Jørgen Brønlund (1877-1907) var grønlandsk slæde-fører. Han blev fundet død et halvt år senere sammen med sin dagbog. Det er herfra begivenhederne kendes. De to andre, Mylius Erichsen (1872-1907) og hans fætter Niels Peter Høgh Hagen (1877-1907) blev aldrig fundet. Man mener, at de drev til havs.

 

Danmarksekspeditionen

Fra 1700-tallet var Grønland langsomt blevet kortlagt stump for stump. Det hårde klima gjorde, at ingen indtil da var kommet i land i det allernordligste Østgrønland.

Omkring 1904 udtænkte og planlagde polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen imidlertid den såkaldte Danmarksekspedition. Målet for ekspeditionen var at udforske og kortlægge det allernordligste Østgrønland. Ifølge planen skulle man sejle med skib så langt mod nord som muligt og derpå køre med hundeslæde mod nord langs med kysten.

Der blev hurtigt samlet et stort beløb ind, så ekspeditionen kunne gennemføres. Den blev ledet af Mylius-Erichsen og varede fra 1906-1908.

Et gammelt hvalfangerskib “Magdalene” blev købt ind som ekspeditionsskib. Under det nye navn “Danmark” stævnede skibet ud fra København den 24. juni 1906 med 28 mand om bord.

Det blev en meget omfattende og begivenhedsrig ekspedition, der er blevet beskrevet i adskillige bøger og film, men som altså også endte med døde deltagere – og efterfølgende mindesten.

 

Kunstneren

Kai Nielsen blev født i Svendborg og kom som 19-årig til København, hvor han arbejdede som malersvend. Han blev optaget på Kunstakademiet og begyndte som maler, men blev hurtigt grebet af billedhuggerkunsten. Han afsluttede sin uddannelse i 1912.

Det mest karakteristiske ved Nielsens skulpturer er de mange afrundede former. Der er ingen skarpe linjer eller skarpe kontraster. Der er ingen uharmoniske mellemrum eller pauser. Han var optaget af begrebet rundskulptur. Det vil sige en skulptur, som skal kunne ses fra alle sider. Hans værker kan ses som en hyldest til fokusering på bestemte opgaver eller handlinger.

Figurerne er enkle og rolige. Arme og ben holdes tæt til kroppen. Alligevel udstråler de livskraft og optagethed af eget liv. Kai Nielsens kunstværker stod i kontrast til den ellers fremherskende symbolisme.

Kai Nielsen var med i arbejdet omkring etablering af Faaborg Museum, der blev stiftet af industrimanden Mads Rasmussen. Kai Nielsens skulptur af stifteren kan se i al sin monumentalitet, straks man træder ind på museet. En anden kendt og omdiskuteret skulptur er Ymerbrønden i Faaborg. Den blev udført i sandsten i 1913 og bronze i 1964.

Af andre værker kan nævnes Blind Almuepige (1907), Marmorpigen (1910) og Aarhuspigen (1921). Han udførte flere portrætbuster. Den mest markante er granitbusten af Thorvald Bindesbøll (1910).

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*