CPH Village henter 46 millioner kr. hos Vækstfonden til studieboliger

Studieboliger i skibscontainere på Refshaleøen. Foto: CPH Village.

Af Jesper Schou Hansen

 

Det startede på Refshaleøen i containere. Små billige studieboliger med en masse delefaciliteter. Det er siden udvidet med en træbeklædt lille studieby på DSB-grunden bag Fisketorvet. Og nu har CPH Village hentet 46 millioner kroner fra Vækstfonden til de to næste projekter på Amagerfælledvej og Bispebjerg.

Og der er brug for studieboligerne i København. Hele 8.400 studerende manglede bolig i København ved studiestart i 2019 ifølge Dansk Byggeri. Og den lange venteliste til CPH Village’s boliger tegner samme billede. Her har i alt 9.000 studerende skrevet sig op siden 2018.

For et par årtier siden havde København 475.000 indbyggere. I dag har hovedstaden rundet 635.000 indbyggere, og det kræver boliger i alle kategorier. For stigningen i indbyggerantallet fortsætter.

”Urbanisering forårsager mangel på økonomisk overkommelige boliger. Med fleksible ejendomsløsninger, hvor bygninger kan skifte funktion og endda placering, kan vi gøre bedre brug af byens sparsomme jord og være med til at afbøde denne udfordring”, siger Michael Deichmann Plesner, der var med til at stifte CPH Village.

Med Vækstfondens penge, så er CPH Village godt på vej med de næste 730 nye studieboliger. Men det stopper ikke der, for med projekt 3 og 4 bliver CHP Village skarpere og skarpere på både at bygge billigst muligt og på at skabe de optimale rammer for de studerende.

“Vores langsigtede mission er at skabe det bedste sted at bo for mennesker og planeten. Vi har et stort fokus på de studerendes velbefindende og deres sammenhold, og vi måler derfor løbende deres tilfredshed med boligforholdene. Samtidig tilbyder vi en række services, der skal være med til at minimere de studerendes aftryk på miljøet f.eks. delebiler, fællesspisning og møbeludlejning”, fortæller Michael Deichmann Plesner.

CPH Village´s byggeri med fleksible studieboliger i træ, der er træbeklædte skure, som også kendes fra Københavns midlertidige daginstitutioner, er ikke permanente boliger. De opføres i første omgang som 10-årige boliger som følge af en lovændring til planloven. Men de er bygget så fleksible, at de i princippet kan flyttes, renoveres og opføres igen, når der er gået 10 år.

Ifølge livscyklusanalyser fra Statens Byggeforsknings Institut, LCA, mere end halveres CO2-udslippet ved den metode sammenlignet med traditionelle studieboliger. Når CPH Village samtidig udnytter pladsen mere effektivt, opnår de en CO2-reduktion per beboer på 70 procent sammenlignet med standardbyggeri.

 

Boligselskab for studerende

CPH Village, Danmarks eneste bæredygtige boligselskab målrettet studerende, blev stiftet i 2014 og åbnede deres første studieby til 168 studerende på Refshaleøen i januar 2018. I efteråret 2020 åbnede CPH Village 2 på Vesterbro med plads til 184 studerende.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*