Copenhagen Strength på Sluseholmen: “Vi er ikke et fitnesscenter”

Vil du performe bedst i dit liv, såvel fysisk som mentalt? Så kan Copenhagen Strength være stedet at tage hen. I træningslokalerne på Sluseholmen hjælper indehaver Sune Kærn og hans kolleger med personlig træning, kostvejledning og mental styrke – og her hjælper de alt fra hjemmegående husmødre til topatleter.

 

Tekst og foto: Mikkel Bækgaard

 

Når man besøger Copenhagen Strength på Sluseholmen, skal man ikke lade sig forvirre over, at størstedelen af bygningen bliver optaget af et Loop fitnesscenter. For selvom Copenhagen Strength også arbejder med fysisk træning og deler den samme bygning, er der her tale om noget helt, helt andet.

“Vi er ikke et fitnesscenter”, slår indehaver Sune Kærn fast, da Havnefronten kigger forbi – dog bevæbnet med kamera og notesblok i stedet for træningstøj.

“Vi er et sted, hvor vi hjælper folk med at performe allerbedst – både fysisk og mentalt. Det indebærer, at vi tilrettelægger vores programmer individuelt til alle vores kunder. Vi taler om træning, kost og det mentale – og der kan være stor forskel fra person til person. Et forløb hos os starter altid med en samtale om, hvad man gerne vil opnå, og hvordan vi kan hjælpe med at opnå det”, fortsætter han.

 

Personlig tilrettelagt træning

Den fysiske træning fylder naturligvis meget hos Copenhagen Strength, hvor der står træningsmaskiner, vægte og kettlebells langs væggene. For fysisk velvære og form er også vejen til at performe bedre i andre af livets aspekter.

Men træningen er altid personligt tilrettelagt og tager udgangspunkt i den enkelte persons ønsker og behov.

“Vi er ikke sådan et sted, hvor man bare kommer og går for at træne. Når man træner hos os, er der altid en personlig træner til stede, der hjælper en til at træne optimalt. Nogle gange træner vi i små hold, men det er altid med fokus på den enkelte. Og så handler det hos os om, at man skal få energi. Vi træner ikke folk helt i bund, men ønsker i stedet, at man skal have mere energi, når man går, end da man kom. Vi er ikke interesserede i, at folk nærmest ikke kan gå de næste par dage – så performer man jo ikke sit bedste i livets andre forhold”, siger Sune Kærn.

 

Veluddannet personale

Det er en broget skare af folk, der kommer hos Copenhagen Strength – og her er plads til alle, forklarer Sune Kærn:

“Vi har alt fra eliteidrætsfolk over kendte musikere til hjemmegående husmødre. Fælles for dem er, at vi hjælper dem til at performe så godt som muligt – til at få mere overskud og have det så godt som muligt. Nogle kommer måske et par gange for at få gode råd til kosten eller til at træne optimalt uden skader, mens andre kommer herind seks gange om ugen. Det er meget forskelligt fra person til person.”

Og det er dygtige, veluddannede folk, der arbejder hos Copenhagen Strength, slår Sune Kærn også fast:

“Det er vigtigt for os, at vi ved, hvad vi laver. Vores kostekspert er fx uddannet i ernæring fra universitetet, og alle vores trænere har uddannede personlige trænere – og jeg selv har blandt andet også en lang række certifikater i træning fra en lang række lande.”

 

Trænede selv forkert

For Sune Kærn selv var det en bristet drøm om at blive professionel golfspiller, der førte til, at han nu arbejder for at hjælpe andre til at yde deres bedste.

“Jeg blev ved med at blive skadet og var nok heller ikke god nok. Jeg trænede ganske enkelt forkert, og det er vigtigt i en sport som golf, at man træner sine muskler og sine bevægelser rigtigt. Her er rigtigt mange gentagne bevægelser, og gør man ikke dem rigtigt, så får man mange skader – som jeg gjorde.”

I stedet ville Sune Kærn hjælpe andre, så det ikke går med dem, som det gik med ham.

“Oprindeligt tænkte jeg, at jeg ville uddanne mig som fysioterapeut, men det blev for klinisk og for sygdomsrettet. Så i stedet tog jeg en uddannelse som personlig træner, og har siden rejst verden rundt for at lære mere. Det førte til, at jeg i 2014 åbnede Copenhagen Strength – først i et trangt kælderlokale på Frederiksberg, inden vi siden rykkede herud på Sluseholmen”, siger han.

 

Copenhagen Strength

Et såkaldt performancefirma, der støtter og hjælper kunderne med at opgradere deres liv, så de kan præstere bedre og opnå mere. Det indebærer blandt andet personlig fysisk træning og kostrådgivning. www.copenhagenstrength.com

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*