Som navnet lidt antyder, er der en helt særlig fransk-dansk stemning hos caféen Krôyers Café på Christianshavn. Her byder franske Grace Bikoy sammen med sin søster Pamela indenfor til kaffe, croissanter og Tarte flambée i en atmosfære, hvor danske genbrugsmøbler og hygge møder stemningen fra en parisisk café.
Tekst: Mikkel Bækgaard, fotos: Mikkel Bækgaard og Krôyers
Hvordan får man et navn til at signalere, at man er en fransk café med en afslappet dansk stemning, når det kommer til indretning og atmosfære? Man opkalder caféen efter beliggenheden på en plads med et meget dansk navn og erstatter de ærkedanske ‘ø’ med et’ ô’, altså et ‘o’ med den ærkefranske accent circumflex over.
Og så har man Krôyers, der siden 2018 har budt gæster indenfor i en hyggelig atmosfære, hvor maden og ambitionerne er franske, mens stemningen er cool Christianshavn, som møder både Paris og mormors dagligstue.
“Jeg er selv vokset op i Frankrig – i Paris og Alsace – og her er man vant til, at den lokale café er et stamsted. Her bliver man genkendt, og tjeneren ved, hvad man skal have, og man kan sætte sig ned med en kop kaffe, en croissant eller noget god, hjemmelavet og ærlig mad. Og det var netop sådan en café, jeg gerne ville åbne, da jeg åbnede Krôyers”, siger Grace Bikoy, der er indehaver af caféen på Strandgade, lige ved Krøyers Plads.
En sådan café fandt Grace Bikoy nemlig, var en mangelvare i København.
“Altså, der findes jo masser af caféer, men de er bare noget helt andet end en café i Frankrig. Jeg ville gerne lave et sted for stamgæsterne, og hvor man virkelig kan komme og slappe af, og hvor man kan lidt af den her helt særlige franske caféstemning, som jeg savner fra mit hjemland”, siger Crace Bikoy videre.
Mixer det franske med det danske
Selvom ideen med Krôyers var at lave en fransk inspireret café, er det ikke fuldstændig som at træde ind i et stykke af Paris. For nok er inspirationen hentet fra Frankrig, men indretningen synes mere dansk end fransk. Her er der genbrugssofaer og andre genbrugsmaterialer spredt ud over det ellers relativt nybyggede lokale, og således møder den franske stemning noget ærkedansk. Her er det nærmest, som om Paris møder Mormors stue.
Også på madfronten mixer Grace Bikoy det franske med danske. Her er der således fransk bagværk, franske tærter og en parisertoast på menuen, men der er også retter inspireret af dansk smørrebrød.
“Vi har avocadomad på rugbrød. Sådan et stykke smørrebrød, det er jo virkelig dansk, og det ved vi, at vores stamgæster gerne vil have. Det er ikke sådan, at vi bare absolut skal lave det hele fuldstændigt autentisk fransk – hvis jeg også har sagt til en fransk kok, vi engang havde ansat”, siger indehaveren, der selv for det meste står i køkkenet og laver mad, bager brød og gør en dyd ud af at lave sin helt særlige udgave af den klassiske tarte au citron, altså citrontærte med marengs på toppen.
Tarte flambée blev for stor en succes
Grace Bikoy har rødder i afrikanske Cameroun, men er som nævnt vokset op i Frankrig, hvor hun både har boet i Paris og Alsace. Og det er da heller ikke kun Paris, der har sat sit præg på både Grace Bikoy og Krôyers. Det har Alsace også, hvor signaturretten på Krôyers er den østfranske regions udgave af en pizza, nemlig Tarte flambée, et tyndt stykke brød, bagt i en gloende hed ovn og toppet med f.eks. cremefraiche og bacon.
“Jeg kan ikke særlig godt lide pizza, men jeg elsker Tarte flambée. Der er ikke så meget dej, og den er meget mere raffineret end pizza”, siger Grace Bikoy.
Oprindeligt var der Tarte flambée på menuen hver dag på Krôyers, men da disse særlige lækkerier blev positivt anmeldt i Politiken, væltede det ind med folk – og så kunne Grace og hendes folk ikke følge med.
“Vi har kun én ovn, så der kom pludselig meget pres på og meget ventetid. Og det vil jeg ikke byde mine gæster. De skal ikke have en dårlig oplevelse. De kan ikke være tjent med at skulle vente alt for længe og blive irriterede. Derfor tog vi den beslutning, at det nu kun er om fredagen, at vi har Tarte flambée på menuen. Men her er det også populært”, forklarer hun.
Søster kommet hertil fra Paris
For generelt vil Grace Bikoy det bedste for sine kunder – uanset om det er stamkunder fra Christianshavn, eller om det er folk, der kommer her første gang. Man skal føle sig hjemme på caféen, der ligesom i Paris skal være lidt en forlænget dagligstue, hvor personalet kan genkende folk og ved, hvad de skal have.
Og så handler det om hele tiden at være opmærksom, forklarer hun:
“Det skal være en god oplevelse at komme her. Glemmer vi nogle – det kan jo ske – så er det med at opdage det, og sørge for, at de så får lidt ekstra. At de lige får en kop kaffe eller et ekstra glas vin, hvis de har måttet vente. Det er den slags, der gør en forskel”.
Derfor handler det om for caféejeren at have de bedste folk omkring sig – og det har hun fået sig, helt fra Frankrig, hvor hendes søster Pamela er flyttet til København for også at arbejde i caféen.
Og sammen hygger de sig med at tage sig af gæsterne, lave mad og sørge for, at de lokale har et godt fransk-dansk sted at tage hen, når kaffetørsten og trangen til Alsace-specialiteter melder sig.
Krôyers
Café på Strandgade på Christianshavn lige ved Krøyers Plads, hvor Grace Bikoy driver en kaffe efter fransk forbillede, men med masser af dansk inspiration også. www.krøyers.com
1 Comment
En virkelig skøn og dejlig café, hvor jeg elsker at slå et par timer ihjel. Anbefales på det varmeste.