Christianshavn fik sin nye livsstilsbutik

Af Jesper Schou Hansen

 

Midt i corona-tiden har Helle Wagner slået dørene op for sin nye butik Loft i de lokaler, som tidligere husede Røde Kors.

Som kort nævnt i forrige udgave af Havnefronten byder Loft på en række etablerede, danske brands, men Helle Wagner håber derudover også på sigt at sælge lokale varer lavet til og af Christianshavnerne.

“Vi vil være et livsstilshus for lokalmiljøet. Jeg håber derfor, at vi med tiden vil få et lille udvalg af varer fra lokale kreative – det kan være kopper fra en lokal keramiker, billeder fra en lokal kunstner eller måske en strik-linje hjemmestrikket af en Christianshavner”, siger Helle Wagner, der også er åben for henvendelser, for derefter at finde ud af, om og hvornår det kan passe ind i butikkens sortiment.

Christianshavn vrimler ikke med tøjbutikker som på Strøget, men der er dog nogle stykker. Konceptet er dog et, der ikke findes mage til andetsteds på Christianshavn. På hyldestængerne er det kvindetøj fra brands som Malene Birger, Baum und Pferdgarten og Modström, der hænger side om side med Stine Goya og Mads Nørgaard.

Skomærker som New Balance og Billi Bi deler glasmontrene med smykker fra bl.a. Jane Kønig og Maria Black.

 

20 år på Christianshavn

Men står det til indehaver, Helle Wagner, der oprindeligt stammer fra Aalborg, hvor søsterbutikken Loft by Loftet ligger, stopper diversiteten i brandsammensætningen ikke der. Og det er her hun gerne vil i daglig med lokale producenter.

”Butikken er kun 90 m2, så vi kan ikke vise det samme udvalg som butikken i Aalborg, derfor er tanken, at man på butikkens webshop butler-loftet.dk kan shoppe via click and collect og afhente sine varer i butikken på Christianshavn dagen efter og stadig få den kyndige vejledning fra personalet”, siger Helle Wagner.

Og engagementet i lokalmiljøet er ikke helt tilfældigt. Helle Wagner er selv tilflytter fra Aalborg, men efter 20 år på Christianshavn føler hun sig som en del af det fællesskab, som kun Christianshavn kan tilbyde.

“Christianshavn er en landsby for sig selv midt i hovedstaden. Her bor vi alle side om side med folk, der ikke ligner os selv, men vi er fælles om vores kvarter, og vi hilser på hinanden, når vi går tur med hundene. Det elsker jeg kvarteret for”, siger Helle Wagner, hvis otteårige datter ligeledes går i skole på Christianshavn.

 

Camilla i spidsen

Sammensætningen af personale er såvel som sammensætningen af mærker i den nye Loft butik er en forlængelse af Helle Wagner selv. Hun har nemlig headhuntet Camilla Nathaliall, som hun kender tilbage fra Aalborg, til at være ny butikschef, og den lokale salgsassistent Ulricha Frida, som Helle kender gennem børne- og yogahjørnet.

“Camilla og Ulricha er udvalgt med omtanke, for de kommer til at være butikkens ansigt udadtil. Det er vigtigt, at Loft er et sted, de lokale har lyst til at komme ind og få en snak og blive inspireret. Til det er der ingen bedre end Camilla og Ulricha, og de glæder sig lige så meget som mig til at slå dørene op”, siger Helle Wagner.

Loft åbnede i starten af marts og vil præsentere et udvalg af kollektionerne på butler-loftet.dk.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*