Et nyt boligkvarter ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn er på vej, efter at Københavns Borgerrepræsentation har godkendt områdets nye lokalplan.
Det betyder, at de gamle træskure, fiskekuttere og fiskenet, der hænger til tørring, får selskab af nybyggeri i den bæredygtige ende.
For samtidig med lokalplanen vedtog politikerne, at der skal lægges vægt på at integrere genbrugsmaterialer og andre bæredygtige materialer i byggeriet som fx træ.
Forskelligartede boliger og skure nær vandet har gennem tiden givet arealerne rundt om Stejlepladsen et selvgroet og ’spraglet’ udtryk, og Stejlepladsens kommende beboere kommer derfor heller ikke til at bo i den klassiske københavnerkarré, men i et blandet og farverigt byggeri af medbygrækkehuse og klyngebebyggelser, der spiller sammen med det eksisterende miljø.
Stejlepladsen ofret
Når der i det hele taget skal bygges på Stejlepladsen, skyldes det aftalen om at droppe en af byggegrundene på Amager Fælled, der i folkemunde blev kaldt Strandengen. Her skulle By & Havn oprindelig have bygget sidste etape af Ørestad. Men folkelige protester fik politikerne til at flytte byggeriet til et mindre naturfølsomt område, nemlig campinggrunden på Vejlands Alle. Her udgøres byggefeltet af en eksisterende parkeringsplads, det gamle vandrehjem og et område foran, som frem til 1974 har været aktiv losseplads.
Men værdien af den grund var ikke så høj, at den 1:1 kunne erstattet den tidligere grund, og derfor måtte også Stejlepladsen bebygges, så der var penge nok til at betale afdrag på metroen. Derfor fik folkelige protester presset et ellers ikke planlagt bygge igennem på Stejlepladsen.
Bo til leje
Drømmer du om at købe en lækker luksuslejlighed i området ved Stejlepladsen, så bliver du skuffet. Alle områdets boliger bliver lejeboliger. De private lejeboliger bliver overvejende mindre boliger i form af lejligheder og ungdomsboliger, men der ventes også at komme private rækkehuse til leje og boliger i to etager.
Modsat de private boliger bliver de almene fortrinsvis større boliger. Der kommer blandt andet cirka 22 almene medbygrækkehuse, hvor kommende lejere vil kunne blive involveret i byggeprocessen. Disse unikke rækkehuse kommer til at ligge i første parket til vandet med direkte udsigt til Fiskerhavnen.
Be the first to comment