By & Havn indgår nye lejeaftaler i Fiskerhaven

I et målrettet arbejde med at bevare det særegne og kulturhistoriske havnemiljø ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn har By & Havn indgået nye 20-årige lejekontrakter med havnens fiskerforening, sejlklubber og Fiskerhavnen Aps. Sådan hedder det i en pressemeddelelse fra By & Havn, der fortsætter:
Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn blev etableret ved Bådehavnsgade tilbage i 1940´erne og rummer i dag et livligt havneliv med lystbåde og erhvervsfiskeri. Med mange ældre sejlklubber, træskure og boliger nær vandet er stedet kendt for sit selvgroede og autentiske havnemiljø, og By & Havns adm. direktør, Anne Skovbro, er glad for, at alle lejekontrakter nu er på plads, og at det særegne miljø i området kan fastholdes.
Med de nye lejeaftaler har By & Havn indgået leje med Fiskerhavnen Aps, København og Omegns Fiskerforening og ni klubber ved Sejlklubvej, også kaldet Sydhavnsklubberne. Alle lejemålene grænser op til By & Havns nye udviklingsområde, Stejlepladsen, som får havnens fiskekuttere, lystbåde og sejlklubber som nærmeste naboer.

 

Gammel aftale

Gennem tiderne har havnens erhvervsfiskere anvendt Stejlepladsen til tørring af deres garn, og i udviklingsplanerne for Stejlepladsen er der sikret plads til både fiskenet og bundgarnspæle på arealer langs kysten, så aktiviteterne omkring erhvervsfiskeriet kan fortsætte i samspil med det nye københavnerkvarter.

Igangsættelsen af det kommende bæredygtige byggeri på Stejlepladsen med private lejeboliger og cirka 200 almene boliger afventer en godkendt lokalplan og miljøvurdering. Det er forventningen, at Københavns Borgerrepræsentation tager endelig stilling til projektet i begyndelsen af februar 2021.

”Vi har helt fra begyndelsen lagt stor vægt på, at Stejlepladsen skal udvikles i respekt for det lokale og maritime miljø, og af lokalplanforslaget fremgår det også, at vi vil trække Fiskerhavnens særlige egenart med ind i den kommende bebyggelse. På Stejlepladsen kommer man derfor ikke til at bo i den klassiske københavnerkarré, men i et mangfoldigt og varieret byggeri af rækkehuse og åbne klyngebebyggelser i mange farver og højder, som spiller sammen med områdets eksisterende huse og havnemiljø, uddyber Anne Skovbro.
De første udviklingsplaner for Stejlepladsen blev besluttet med Københavns Kommunes budget for 2019, og siden da har By & Havn og PFA, der står bag udviklingen af Stejlepladsen, løbende afholdt følgegruppemøder og borgermøder med lokale beboere og foreninger. På møderne har blandt andet sameksistensen mellem fremtidige beboere og det nuværende Fiskerhavnen været i fokus.

 

FAKTA: Fiskerhavnens lejeaftaler pr. 1. januar 2020

 

  • De nye lejeaftaler blev underskrevet primo januar 2021- med aftale om tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 2020.
  • Der er indgået lejeaftaler om både land- og vandarealer (bådpladser og matrikler på land)
  • De nye kontrakter sikrer transparente lejeaftaler for alle parter med 20-års uopsigelighed
  • Københavns Havn er opdelt i to havneafsnit. Fiskerhavnen hører til det billigste havneafsnit, som ligger syd for Sjællandsbroen.
  • Der er indgået aftale om indfasning af lejebetaling over en 10-årig periode med blid opstart.
  • Med de nye aftaler bibeholder By & Havn drift og vedligehold af alle bolværker og stenskråninger i havnen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*