Baby-steps på Sluseholmen

Ann Helene Kristensen fra Baby-steps demonstrerer her til en undervisningsvideo. Foto: PR foto.

Af Jesper Schou Hansen

 

På Sluseholmen kan Ann Helene Kristensen endelig slå dørene op for sit nye sted – Baby-steps, hvor hun som ergoterapeut tilbyder barslende og småbørnsfamilier et rum for barslende og nyfødte, der gerne vil drage fordel af hendes viden om sansebearbejdning og sansemotorisk- og neurologisk udvikling hos børn og voksne.

”Nationale nedlukninger har udskudt vores åbning ad flere omgange, men nu glæder jeg mig til at kunne åbne dørene”, siger Ann Helene Kristensen, som fra onsdag i denne uge kan se frem til at byde fremtidige kunder velkommen på Etta Camerons vej.

”På mine hold og i konsultationerne er der fokus på at styrke børnenes sansemotoriske udvikling og give dem og deres forældre det bedste fundament for en god start på livet”, fortæller Ann Helene Kristensen.

På sin hjemmeside kalder hun Baby-steps et tilbud til ”dig med baby og tumling, som ønsker at deltage på hold med dit barn for at styrke dets sansemotoriske udvikling. Her kan du få råd, vejledning og hjælp til dit barns sansemotoriske udvikling. Vi tilbyder både hold og individuelle forløb”.

 

Flere års erfaring

At arbejde med de helt små er langt fra nyt for ergoterapeut Ann Helene Kristensen.

I 2013 blev hun uddannet baby- og tumlingesvømmeinstruktør, hvilket hun har arbejdet med lige siden. Uddannelsen som autoriseret ergoterapeut kom i hus i 2017. Siden da har hun arbejdet fast i DGI-byen som teamleder for baby- og børnehold.

For hende handler det med den nye virksomhed – Baby-steps – om at have stor fokus på høj faglighed og hjerterum. Det handler bl.a. om, at der i ergoterapien er fokus på aktivitet og deltagelse i aktiviteter på en måde, så man kan have et niveau, hvor alle kan deltage i aktiviteter, som er meningsfulde for dem.

Hos Ann Helene Kristensen er der både plads til holdundervisning og privat rådgivning om sansemotorisk udvikling til det enkelte barn. Ifølge hende har nogle børn brug for lidt ekstra støtte og retning for at komme gennem deres sansemotoriske udvikling, mens forældre kan have stor glæde af at søge rådgivning og vejledning i, hvordan de skal hjælpe deres børn i deres motoriske udvikling.

Hvis du synes, at du har hørt om Ann Helene Kristensen, så er det måske, fordi du har stødt på en af hendes mange youtube-videoer, hvor hun giver gode råd til, hvordan man kan styrke sit barns sansemotoriske udvikling m.v., eller hendes podcast med baby-steps ergoterapi, hvor hun har forskellige ergoterapeuter, som er eksperter indenfor deres område, inde for at snakke og fortælle om baby/børnerelaterede emner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*