Amager Fælled Venner er så utilfredse med hele processen om Amager Fælled, at de nu skriver til ombudsmanden. Lokalavisen Havnefronten har fået en kopi af henvendelse. Den lyder:
Kære Ombudsmand
I det forgangne år har vi levet under ekstraordinære restriktioner for at sikre borgernes sundhed. Dette har på mange måder sat begrænsninger for dialogen mellem borgere og politikere.
Amager Fælleds Venner oplever dog, i en konkret sag, hvordan behandlingen af lokalplanen for Vejlands kvarter, helt har fjernet dialogen mellem borgerne og politikerne.
Københavns Kommunes forvaltning og bygherren By & Havn (ejet af kommune og stat) har i disse ekstraordinære tider lavet et stort arbejde med at formidle projektet til borgerne. Desværre oplever vi, at dialogen om projektet mellem borgere og politikere, har været så godt som ikkeeksisterende.
I de forskellige offentlige arrangementer, der er blevet afholdt det sidste år, møder deltagerne kun repræsentanter fra By & Havn, embedsmænd, arkitekter og ingeniører. Tilstedeværelsen af politiske repræsentanter fra Københavns kommune har helt været fraværende. En direkte politisk dialog har dermed ikke kunne finde sted til disse arrangementer.
Fra politisk side bliver vores medlemmer mødt med en mur af tavshed, og i nogle tilfælde bliver medlemmerne udelukket fra sociale medier, da politikerne ikke ønsker at indgå i en saglig dialog på disse platforme.
Vores muligheder for at gøre opmærksom på sagen og vores argumenter ved at demonstrere før afholdelsen af offentlige møder, er ligeledes forhindret i denne tid. Specielt når møderne bliver afholdt digitalt. For hvordan informere man deltagerne om, at der også er andre holdninger til de fremlagte planer, når man ikke kan komme i kontakt med mødedeltagerne, som man ellers kan ved at demonstrere inden et almindeligt offentligt møde?
Den grundlovssikrede ret til at demonstrere er fortsat til stede, men pga. pandemien og risikoen for deltagernes sundhed, er dette en mulighed som er stærkt begrænset som eksemplet overfor viser.
Selv om vi arbejder ihærdigt på at sikre deltagerne på den bedst mulige måde til en given demonstration, er der forsat en øget risiko for demonstranterne. Mange af vores støtter vil derfor, af gode grunde, ikke deltage på grund af den øgede smitterisiko.
I et forsøg på at nå ud til vores lokalpolitikere har borgerne indgivet 2.3541 høringssvar, hvilket er rekordstort. Her stiller borgerne forskellige relevante kritiske spørgsmål til projektet i håb om at vi derigennem kunne få politikerne i tale.
Mange af disse spørgsmål falder ikke inden for de juridiske ramme for en lokalplan. Derfor har forvaltningen valgt ikke at medtage disse i den videre proces. Spørgsmålet er så, hvordan kan borgerne nå ind til politikerne bag Rådhusets murer, inden hele projektet bliver hastet igennem og vedtaget?
I lyset af den seneste udvikling i COVID-19 pandemien og sundhedsmyndighedernes anbefaling om ikke at forsamles i større grupper, har vi som organisation besluttet at tilsidesætte vores grundlovssikrede ret til at demonstrere.
På den baggrund har Amager Fælleds Venner anmodet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg om at udskyde beslutningen, om vedtagelse af lokalplanen for Vejlands Kvarter, indtil en ordentlig dialog mellem borger og politikere kan finde sted i trygge ramme for alle parter.
Dette er dog afvist af udvalget, der tilsyneladende kun vil tage sig af de lovpåkrævede retningslinjer for lokalplansarbejdet, som specifikt omhandler byggeriet, og ikke den politiske debat.
Et eksempel herpå er udtagelsen til TV2 Lorry fra Jakob Næsager (C), medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg:
Jeg ser ikke noget formål i at udsætte beslutningen. Beslutningen blev reelt truffet under budgetforhandlingerne for to et halvt år siden, så det er jo en gammel beslutning, og der er ingen grund til at trække det i langdrag.
Kilde: TV2 Lorry, 7. januar 20212
Denne linje er fortsat i går, mandag den 11. januar 2021, hvor et politisk flertal i Teknik og Miljøudvalget har valgt at indstille lokalplanen til Borgerrepræsentationen.
Marcus Vesterager (A) blev spurgt af en journalist ”I har stemt for dette forslag, hvorfor har i det?”
Det er en del af budgetaftalen der blev lavet for efterhånden 2½ år siden…
Kilde: Marcus Vesterager (A), TV2 Lorry, 11. januar 20213
Dermed fortsætter den politiske behandling af dette kæmpe byggeprojekt i Københavns Kommune.
Amager Fælleds Venner vil derfor spørge Ombudsmanden om det politiske system kan vedtage disse store anlægsprojekter, uden en ordentlig sundhedssikkert offentlig politisk dialog og borgerinddragelse?
Med venlig hilsen
Steffen Rasmussen
Talsperson for Amager Fælleds Venner
Be the first to comment