Afviser kritik af socialindsatsen for Fredens Havn

Fredens Havn. Foto: Elin Tabitha Hansen / Havnefronten.

En TV2 dokumentar rejser kritik af socialindsatsen omkring Freden Havn. Igennem et år har kommunen lavet en ekstra og målrettet social indsats. Dem der ville have hjælp, har fået det, siger socialborgmester.

 

Af Jesper Schou Hansen

 

Har de socialt udsatte beboere fået den hjælp de har brug for? Det stiller en dokumentar, som TV2 har kørt over tre afsnit, spørgsmålstegn ved. Men billedet er ensidigt mener Københavns socialborgmester Mia Nyegaard, Radikale.

”Dengang rydningen blev vedtaget, blev der samtidig afsat kommunale midler til enekstraordinær indsats, hvor socialmedarbejderne i et år efterfølgende arbejdede med hjælpe de beboere, der ville have hjælp til at komme videre fra Fredens Havn”, fortæller Mia Nyegaard og fortsætter:

”Vores gadeplansindsats er stadig til stede ved Fredens Havn. Jeg tvivler ikke på, at der er nogen, der bor derude, som har brug for hjælp. Og vi hjælper alle dem, som vil hjælpes – og dem vi må hjælpe. Det er ikke alle, der gerne vil have den hjælp, vi kan tilbyde. Men vi har nået de beboere ad frivillighedens vej, som vi kunne”, siger Mia Nyegaard.

 

Romantisering

Heller ikke hos Venstres Beskæftigelses- og integrationsborgmester vækker dokumentarserien begejstring.

”Der er en romantisk undertone i programmet. Men inden man forelsker sig i besætternes charme, så er det vigtigt at huske, at de har valgt at besætte sig ulovligt og til gene for almindelige københavneres muligheder for at nyde uspoleret natur. Det kan vi selvfølgelig ikke leve med”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, der bekræfter Mia Nyegaards oplysninger om, at der blev afsat ekstra penge til socialt arbejde – og oprydning.

”Vi havde i starten af året fået fjernet 350 tons både, flydebroer og andet affald fra vandet. Men nu er der gået juridisk kamp i den, og det trækker derfor desværre ud. Det er enormt ærgerligt at vi nu må leve med ulovlighederne endnu længere”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, der også mener, at det blot er at skubbe de sociale problemer foran sig. For så længe sagen kører, så er incitamentet til at flytte også begrænset.

Heller ikke Jonas Bjørn, politisk ordfører for Socialdemokratiet, kan genkende, at der skulle mangle en social indsats.

”Det er vigtigt, at vi som kommune hjælper og støtter alle københavnere, som er i en svær situation. Derfor satte vi et større beløb af til sociale indsatser omkring Erdkehlgraven”, siger han i en kommentar. Han er ked af, at indsatsen kritiseres og opfordre socialborgmesteren til at følge op på den del.

 

Løsning

Selvom der er ydet hjælp til beboerne i Fredens Havn, så kunne man ifølge Mia Nyegaard godt bruge mere hjælp på det generelle plan.

”Det ville løse rigtig meget, hvis vi kunne få lov at bygge midlertidigt. Vi kunne opføre midlertidige boliger til socialt udsatte ligesom vi kan til studerende. Det ville tage rigtig meget af presset, for vi mangler rigtig mange billige boliger i København”, siger Mia Nyegaard, der gentagende gange har henvendt sig til skiftende ministre uden held. Lokalavisen Havnefronten har spurgt boligminister Kaare Dybvad om hans holdning, men ikke modtaget svar inden avisens deadline.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*